Modermærkekræft

Modermærker er noget vi stort set alle har. I dette blogindlæg vil vores dermatolog Martin Meyer skrive lidt om modermærker, modermærkekræft og hvad man kan gøre, hvis man opdager et nyt eller ændret modermærke. 

Modermærke, skønhedsplet, nævus. Kært barn har mange navne...

Modermærker er små områder på huden, som i form og farve adskiller sig fra den øvrige hud.

Stort set alle mennesker har modermærker. Nogle fødes med dem, og de fleste udvikler dem i løbet af barndommen/teenageårene. Det er således normalt at få nye modermærker i disse år. Man får sjældent nye modermærker, efter man er fyldt 35 år, hvorfor man herefter, især bør søge læge ved nytilkomne elementer.

"Der er stort fokus på kræft i modermærker (modermærkekræft) disse år - dette med god grund."

Modermærkekræft (malignt melanom) rammer desværre ca. 2.000 danskere hvert år. Der findes forskellige former for modermærkekræft, men kræftformen er generel temmelig aggressiv, da den tidligt i forløbet spreder sig (metastasere) til kroppens andre organer og væv. En anden årsag til at sygdommen er frygtet er, at den både rammer unge og gamle (sjældent børn). Dette spektrum ser man sjældent ved andre kræftformer.

"I løbet af de sidste 30 år har der været en fordobling i antal af tilfælde hvert tiende år." 

Man kender ikke helt årsagen til dette, men mener, at det bl.a. skyldes folks ændrede solvaner/rejsemønster (det er blevet lettere ”lige” at tage 1 uge til Thailand), og det at man er blevet bedre til at stille diagnosen. Dødeligheden er heldigvis ikke steget i samme takt. Dette skyldes bl.a. bedre behandlingsmuligheder, men skyldes nok især, at folk er blevet mere opmærksomme på sygdommen og tidligt i forløbet søger læge. En tidlig diagnose er helt essentiel og altafgørende for prognosen.

Som ved andre kræftformer er årsagerne til modermærkekræft ikke alle afklarede. Der er dog en overhyppighed af modermærkekræft blandt personer, som har mere end 50-100 modermærker, personer med meget lys hud, personer med modermærkekræft i familien og hos personer med massiv soludsættelse (især solforbrændinger i barndommen).

Det er kun en mindre del af det samlede antal af modermærkekræft, som opstår i en persons eksisterende modermærker. Faktisk er det kun omkring 30 %. Resten er nyopståede modermærker, som udvikler kræft. Et nytilkommet element i huden er således et vigtigt faresignal. Ændring af eksisterende elementer i form af størrelse, farve(r), form, blødning og kløende fornemmelse, er ligeledes vigtige faresignaler.

Hvis du er i det mindste i tvivl om et element i huden, skal du straks søge egen læge. Hvis din egen læge også er i tvivl, skal denne henvise dig til hudlæge. Hvis din egen læge er meget bekymret for elementet, kan han ringe til en hudlæge og bede om en akut tid til dig. Din hudlæge, vil afhængigt af kliniske fund, da enten berolige dig, tilbyde at fjerne elementet eller ved meget stor mistanke om modermærkekræft, henvise dig til en plastikkirurgisk afdeling på et universitetshospital til fjernelse af modermærket. Ved modermærkekræft afhænger den efterfølgende prognose dels af undertypen, men også af tykkelsen af elementet, og om det har spredt sig.

Gode råd: 
Undgå stærk sol, brug solcreme og tjek din hud jævnligt – og gå til læge tidligt i forløbet. Det kan betale sig!

Martin Meyer

Martin Meyer, Speciallæge og overlæge i dermatologi.

Martin har stor ekspertise indenfor undersøgelse af modermærker samt hudkræft.
Derudover har han en stor viden inden for almen dermatologi, såsom eksemudredning, atopisk dermatitis (børneeksem), psoriasis, acne, rosacea m.m.

PrivatHospitalet Danmark kontakt os

Kontakt os

Har du spørgsmål er du meget velkommen at ringe til os på tlf. 39 64 19 49
eller sende os en mail.

Send mail

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies