Det er altid en fælles opgave at lykkes

1. oktober tiltræder Bettina Hardt-Madsen som ny hospitalschef for PrivatHospitalet Danmark. Bettina ankommer med 15 års ledelseserfaring fra offentligt og privat regi i bagagen og ser stort udviklingspotentiale i hospitalet, hvor det handler om at løfte i samlet flok og sælge ”produktet”.

Oprindeligt var Bettina Hardt-Madsen ikke aktivt jobsøgende, men stillingsopslaget fangede hendes øjne. Efter en snak med koncerndirektør, Carsten Clement, var hun ikke i tvivl om at søge.

”Hospitalet er gennemsyret af kvalitet, ordentlighed og nærhed til patienterne. Det er simpelthen et godt produkt og en super spændende opgave”, konstaterer hun.

PrivatHospitalet Danmark udvikler vi sammen

Bettina Hardt-Madsens karriere har hidtil budt på mange forskelligartede ledelsesopgaver. Den røde tråd har været og er fortsat udvikling af mennesker, sundhed og pleje. Fremfor alt kendetegner driftighed hendes karriere, facon og ledelsesstil, hvor succes altid sikres i fællesskab.

”I samlet flok skal vi sørge for, at PrivatHospitalet Danmark fortsat er et ordentligt hospital med høj faglighed, gode værdier og nærhed til patienterne. For at bevare og udvide vores position skal vi naturligvis satse på områder, hvor vi er stærke, men vi skal også kigge på, hvor pengene er bedst tjent”, fortæller hun og uddyber:

”Har man et godt produkt, kan det både udvikles og sælges. Med øje for kulturen, og den kvalitet vi leverer, skal vi gøre hospitalet mere kendt, og det er altid en fælles opgave at lykkes.”

Det private og det offentlige supplerer hinanden

Bettina kommer fra en stilling som Head of Medical i Falck og har en velfunderet strategisk sans for udvikling, forandringsledelse og salg. Hun er derfor ikke i tvivl om, hvad der gør PHD specielt.

”Her er en fantastisk god stemning med medarbejdere, som har tid til patienterne, højt specialiserede læger med godt kollegialt sammenhold og en stærk tværfaglighed. Det skal vi bygge videre på,” siger hun.

For Bettina Hardt-Madsen gælder det samtidigt om at udnytte mulighederne, hvor PrivatHospitalet Danmark kan supplere det offentlige sundhedsvæsen og sikre patienterne endnu bedre behandling og service.

”De private sygehuse kan noget, som de offentlige ikke kan, og omvendt. Det handler om at drive et samlet sundhedsvæsen og skabe de bedste vilkår for patienterne. Vi skal simpelthen udnytte kapaciteten i hele sundhedsvæsenet for at skabe mest mulig kvalitet,” vurderer hun.

Her tænker hun særligt på at sikre korte ventetider for at få behandling samt den fleksibilitet og tryghed, der i høj grad er succesparametre for PrivatHospitalet Danmarks virke.

Privatliv

Bettina Hardt-Madsen er mor til to børn på 15 og 18 år og bor i Vallensbæk Strand. Bettina er tidligere ”ulvemor” i spejderne og slog sin barndoms folder i den sønderjyske slotsby, Gråsten, med grøn natur overalt omkring sig. Bettina er uddannet sygeplejerske og flyttede til Sjælland i 1999. Hun har en Masteruddannelse i Ledelse og har bestredet lederstillinger siden 2003.

Hospitalschef PrivatHospitalet Danmark Bettina Hardt Madsen

”I samlet flok skal vi sørge for, at PrivatHospitalet Danmark fortsat er et ordentligt hospital med høj faglighed, gode værdier og nærhed til patienterne. "